Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få opdateringer om interessante produkter på webshoppen og nyheder på Øster Skovgård Julehandel
”Holder I så fri resten af året?” Sådan lyder det ofte, når vi fortæller, at vi sælger juletræer. Men sådan er det langtfra. Hvis en juletræskultur slet ikke passes, vil under 25% af juletræerne kunne sælges. Med en korrekt pasning vil vi derimod kunne sælge op mod 90% af juletræerne.
Når juleferien er overstået starter vi året med oprydning i skoven. Dvs. vi fælder de juletræer, som ikke kan sælges eller som står i vejen for udvikling af andre træer. Juletræerne køres ud af skoven og lægges til tørre til efterfølgende flisning. Nogle juletræer kan vi nøjes med at opstamme for at give plads. Ofte er det også nødvendigt at fjerne grene og stubbe fra skovbunden, så vi ikke går og falder over dem.
Herefter begynder vi med formklipningen, som er det mest tidskrævende arbejde i juletræskulturen. Når en normansgran er ca. 5 år efter vi har plantet det, har det en størrelse på ca. 90 cm og da begynder vi formklipningen første gang. Vi klipper juletræet ind på siderne, så det bliver slankere og mere korrekt kegleformet. Den øverste grenkrans klipper vi ikke i – mere herom senere.
Samtidig med formklipningen foretager vi en evt. grenretning. Hvis et juletræ mangler en gren bøjer vi de 2 grene på hver side lidt sammen for at lukke ”hullet” og holder dem på plads med en plasticgrenretter. Ofte er der juletræer, hvor grenene søger meget opad. Ved en optimal behandling trækkes grenene ned på plads og fastgøres med en metalgrenretter.
Herefter skal normansgran hvert år formklippes og evt. grenrettes indtil juletræet sælges. På den måde har vi op mod 125.000 juletræer som hvert år gennemgås. Når vi klipper juletræerne om vinteren vil årets nye skud gøre, at klipningen bliver ubetydeligt at se. Meget sne på grenene gør, at vi må indstille klipningen, da vi skal kunne se, hvor næste års skud kommer.
Såfremt vi har tid om vinteren starter vi med bundklipning. Alle små normansgran på ca. 4 år efter plantning skal have fjerne alle grene fra jorden og op til ca. 20 cm højde. Det nederste stykke at juletræet kaldes træets stab.
Når foråret nærmer sig er det tid til at gøde juletræerne første gang. Vi bruger dels kunstgødning (NPK) og dels naturgødning udvundet af hønsemøg. Nogle år tilføres juletræerne endvidere kieserit, hvor de virksomme stoffer er svovl og magnesium som hjælper juletræerne til bedre at kunne optage de andre næringsstoffer. Gødningen udlægges i de store juletræer med en ATV og i de små træer manuelt for at udgår spild (udvaskning til grundvandet).
Efterfølgende sprøjter vi i juletræskulturen mod ukrudt. Der er forskellige stoffer som kan bruges. Vi bruger et minimum og langt mindre mængder end der er tilladt.
Forår er hos os også plantetid. Juletræerne køber vi på planteskoler, og de er da 3 eller 4 år. De står først i såbedet 2 år. Herefter bliver juletræerne priklet ud og står så yderligere 1 til 2 år inden de er klar. Vi modtager juletræerne barrodet og de skal derfor rimelig hurtigt i jorden. På nye arealer planter vi med maskine, og i eksisterende juletræskulturer planter vi med spade.
I foråret sætter vi fuglepinde på ca. halvdelen af juletræerne (de største). Det er en ca. 30 cm lang pind, der fastgøres med en klemme allerøverst på sidste års topskud. Nye topskud er meget bløde og udsatte for at knække af, selv hvis en mindre fugl sætter sig derpå. Fuglepinden gør det vanskeligt for fugle at knække topskuddet.
Når juletræerne er godt i gang med at skyde, begynder vi med topskudsreguleringen. Dette gør, at det nye topskud ikke bliver for langt, og der derved bliver for langt mellem grenkransene (juletræet bliver meget ”åbent”). Den ideelle afstand mellem grenkransene er omkring 30 cm. Vi topskudsregulerer juletræet dels manuelt med en topstop-saks, og hvis der er yderligere behov herfor kemisk. Ved den manuelle regulering klipper vi med saksen nogle tværgående riller i sidste års topskud, og derved hæmmes saftstrømningen op i dette års topskud og den nye øverste grenkrans. Hvis vi efterfølgende kan se topskuddet bliver for langt, ruller vi skuddet med et kemisk stof som juletræet i forvejen naturligt har i sig. Dette stof gør, at topskuddet stopper efter 4-5 cm.
Den øverste grenkrans fra sidste år, blev som tidligere beskrevet ikke formklippet. I stedet skal det nu ”knibes”. Det vil sige, at der af de nye skud knækkes ca. 2/3 af. På den måde er hele juletræet nu slanket, så den nu er flot kegleformet.
Om foråret kommer der ofte lus og mider i træerne. Dem er vi nødt til at sprøjte væk med tågesprøjte påmonteret traktor. For ikke at beskadige insekter (bier mv.) gøres dette efter solnedgang om aftenen eller før solopgang om morgenen.
Når sommerferien er afholdt fjerner vi fuglepinde, grenrettere mv. fra træerne. Herefter bliver arealerne sprøjtet endnu engang for ukrudt. Vi gennemgår de juletræer der er klar til salg – hvis der i de nye skud er uregelmæssigheder rettes disse med grenrettere osv.
Juletræer skal have gødning igen med henblik på at give træerne den rette farve. Til det skal bruges gødning med forholdsvis stort kvælstofindhold.
Nu er tiden så kommet til at udtage de juletræer der skal sælges. Træer til eksport udtages af opkøbere, mens vi selv udtager de juletræer, der skal sælges fra gårdsplads/”fæld selv”. Vi mærker juletræerne op i prisklasser efter træernes højde. En normansgran på 2 meter vil typisk have stået på voksestedet 7 – 10 år, så det i alt er 11 – 13 år med tiden i planteskolen.
Juletræer til eksport fælder vi og kører ud af skoven. Træerne skal herefter puttes i net og pakkes på paller, inden de afhentes på lastbil. Indtil nu er det begrænsede mængder juletræer vi har haft til eksport, men vi forventer de kommende år at kunne øge salget.
Juletræer til hjemmesalg på gårdsplads fældes løbende i takt med de sælges. På den måde sikrer vi, at de altid er friskskovede. Vi henter juletræerne hjem på trailer. Juletræernes stab høvles til en diameter på 6 cm, så de klar til juletræsfoden. Herefter udstilles juletræerne i stativer. Når kunden henter et juletræ, pakker vi naturligvis træet i net. Mod betaling har vi også mulighed for levering af juletræer.
De normansgraner som ikke er velegnede som juletræer klipper vi pyntegrønt på. Vi har en del kirkegårde som vi leverer til. Udover normansgran klipper vi også pyntegrønt i nobilisgran (ædelgran). Vi sælger pyntegrønt fra gårdspladsen i 2 kvaliteter: Dekorationsgran og dækgran.
På Øster Skovgård laver vi også en del rødgran. De plantes på samme måde som normansgran, når de er ca. 4 år. Rødgran skal gødes lidt mindre end normansgran, men kulturen skal ukrudtsprøjtes både forår og efterår. Rødgran er salgsklare når de er ca. 8 år.
Formklipning af rødgran gøres i første omgang med hækkeklipper. Når træet har skud igen fjernes det yderste at skuddene for at få det optimale træ. Dette gøres manuelt ved at vi ”rykker” i skuddene.
For at få nogle flotte fyrtoppe er det vigtigt, at kulturerne passes korrekt. Først og fremmest skal de gødes både forår og efterår for at få den grønne farve. Vi klipper en del fyrtoppe til kirkegårde og laver desuden ca. 5000 bundter til hjemmesalg. Hvert bundt er på ca. 3 kilo og består af mellem 3 og 10 toppe afhængig af størrelsen.